Praktikskolen er den studerendes uddannelsessted, når man er i praktik. Hver praktikskole udpeger en praktikkoordinator, som varetager administrative og pædagogiske opgaver i forbindelse med at være uddannelsessted for de studerende. Denne har typisk gennemført en praktikvejlederuddannelse og kan på den måde støtte både kollegaer og studerende.
Praktikkoordinators hovedopgaver er:
- at være samarbejdspartner og vejleder for studerende og kolleger
- at bidrage til udvikling af skolen som uddannelsessted for lærerstuderende
- at tilrettelægge praktikforløb i overensstemmelse med læreruddannelsens bestemmelser og studieordningen for faget praktik
- at være skolens repræsentant og samarbejdspartner kredsen af praktikskoler.
I forhold til de studerende indgår det som en del af praktikkoordinatorens opgave:
- at sikre, at de studerende introduceres til skolen og skolekulturen, og at de modtager informationer om skolens tilrettelæggelse af praktikforløbet, herunder om de studerendes deltagelse i øvrige læreropgaver og om skolens krav og forventninger til deres praktikarbejde. Dette sker bl.a. gennem brug af uddannelsesplanen, som skolen har udarbejdet
- at foretage en samlet vurdering af praktiklærernes midtvejsstatus af de enkelte studerende og tage initiativ til indkaldelse til en særlig status samtale, i tilfælde, hvor studerende er i risiko for at blive indstillet til ”ikke bestået” eller på grund af fravær er i risiko for ikke at kunne blive bedømt
- at sikre, at der ved praktikperiodens afslutning gennemføres en evalueringssamtale med deltagelse af alle studerende med det formål at få klarlagt de studiemæssige vilkår i praktikken, der har haft betydning for de studerendes udvikling og arbejdssituation.
Nedenfor kan du finde relevante dokumenter omhandlende praktikskolerne og praktikskolernes arbejde.